55.732732
9.709420
Find Daugård her:
Antal indbyggere i Daugård (2023): 1134
Daugård Strand har en fast badebro - også om vinteren til dig som vinterbader
Der findes en masse fantastisk natur omkring Daugård

Daugård og Stouby har sammen fået 150.000 kr. af Det Fælles Landdistriktsråd til projekter der kan knytte de to lokalsamfund tættere sammen – vil du være med?

Lokalrådene i Daugård og Stouby inviterer til et fælles borgermøde for alle interesserede den 11. november klokken 19.00 – 20.30.
Her vil vi orientere om mulighederne og åbne for ønsker og gode ideer til hvordan vi bedst anvender 150.000 kr. på projekter som kan bygge bro mellem vores to lokalsamfund.

Alle ideer er velkommen. Det skal bare være noget der bidrager til et samarbejde hen over sognegrænsen, og så skal der selvfølgelig kunne samles nogen til at gribe og gennemføre ideen.

Det er på mange måder en udfordring vi har fået her.
I folkemunde har man altid sagt, at man skal vare sig for at gå over Rohden Å, og det gælder for både borgerne i Stouby Sogn og borgerne i Daugård Sogn. Det er ikke bare for sjov. Rohden Å har altid udgjort en fysisk adskillelse, og har i århundreder været grænsen mellem henholdsvis Bjerre Herred og Hatting Herred, så vi er op imod store kræfter her – Men nu vil vi løsne op for denne gamle adskillelse. Vi rækker hånden ud fra begge sider af åen, og i begge lokalråd er vi overbevist om, at der faktisk er muligheder for mange former for brobygning imellem vores to lokalsamfund.
Vores fælles strand og fjord er et indlysende og meget konkret område. Det kan også være på kulturområdet – eller socialområdet – eller noget helt tredje.

Kom med til mødet hvis du bare er nysgerrig – eller hvis du har en ide til et muligt samarbejdsprojekt.
Dagsorden:
1. Velkomst.
2. Oplæg til aftenens tema om at skabe fællesskab mellem vores to lokalområder ved Tyge Mortensen.
3. Cafédebat og idégenerering blandt de fremmødte, med formålet om at arbejde hen mod spændende fælles projekter.
4. Opsamling og gennemgang af aktiviteterne frem til afstemningen d. 4/2-2025.

Lokalrådene er vært med lidt at let at spise og drikke.

Vi håber på godt fremmøde så de mange penge kan komme i arbejde, til fælles glæde.
Vel mødt
Stouby Og Daugård Lokalråd Se mindre